Fødsel
Fødegangen på DR1 er en svensk dokumentar, som handler om, hvordan barnet kommer til verden. Moderen stønner og jamrer sig af smerter, imens får hun kærligt støtte af sin mand og omsorg fra sundhedspersonalet. Men selve det kan ikke få fødselssmerterne til at forsvinde. Inden veerne kom, var hendes største ønske at få et raskt og sundt barn, men i denne situation hvor hun har veer er hendes største ønske, at barnet kommer ud. Hun føler sig uden kontrol og folk omkring hende opmuntrer hende at presse. Efter flere timers smerter er hun totalt udmattet og træt, og hun tror ikke, hun kan presse mere. Men hun gør det alligevel. Hun presser og presser og presser og heldigvis kommer barnet ud, skrigende! Moderen føler en stor lettelse. Sygeplejersken lægger barnet på moderens bryst, og morderen med et stort smil på læberne siger:
” Er det mit barn?”
Et sundt, raskt og rødt barn. Moderen og faderen græder af glæde. De kigger kærligt til hinanden og på det mirakelbarn, som er deres af kød og blod. Jeg er i en ubeskrivelig beundrings tilstand: Jeg kan ikke forstå, hvordan hun kunne udholde den smerte? Hvordan hun kan glemme den smerte, og igen får lyst til at føde endnu ét eller to eller endda syv, som min mor gjorde? Dette er bestemt den største grund til, hvorfor vi elsker vores mødre uendeligt, og hvorfor Allah sagde, at paradiset ligger under vores mødres fødder.
Oh min kære mor, jeg elsker dig for alt det, du har været igennem bare for min skyld!
Burberry Burka!
Hvad synes du?
Kilde: The Sun
Mine tanker om den 2.okt.09 i KBH
Den 2.oktober i København: En dag hvor mange begivenheder falder sammen. Filmen, Silent Cry, har premiere i København, og mange mennesker bestående af danskpolitiker, Ngo’er, etniske somaliere, alm. dansker og andre folk med anden etnisk baggrund møder op til filmens opvisningen. Dagen er også nationalt idet IOC kongres finder sted i Købehavn. Imens mange mennesker her mødtes for legens skyld, IOC tilhænger, mødtes andre for at sørge og nære sympati for et glemt folkeslag, somalierne i Ogaden. Med blandet følelser, hovedsageligt af afmagt, vender jeg tilbage til mit dagligliv i Odense. Et liv i en fred og trygt omgivelse, hvor mad og drikkelse er en selvfølge. Jeg har set denne video og udover at visse sympati har jeg lovet dem, eller det var mine tårer der har lovet dem, nej mine tanker har lovet dem, at jeg vil støtte dem. Hvordan? Igennem pen og papir og mest med økonomi. InshaAllah.
Læs mine artikler omkring denne begivenhed (billeder og interviews) og generelt om situationen i Ogaden i de kommende dage InshaAllah.









Recent Comments