september 14, 2007
Nyt folkedrab truer i Afrika
Posted by Batulo Abdirahman under Africa, Muslims around the world, News, Ogaden, Xornimo, politics Etiopiens kristne regering beskyldes for at være ved at begå ’folkedrab’ mod muslimer af etnisk somalisk oprindelse i Ogaden.
> Etiopiske oprørere opfordrede i går verden til at sætte en stopper for den etiopiske regeringshærs offensiv i landets Ogaden-region.
Ogaden Nationale Befrielsesfront ( ONLF) advarede om, at endnu et ’afrikansk folkedrab’ er ved at udfole sig i området, hvor indbyggerne fortrinsvis er etniske somalier, der bekender sig til Islam. Etiopien er et helt overvejende kristent land. Ifølge ONLF er tusinder fordrevne civile flygtet til nabolandet, Somalia, uden mad og medicin i de senest fire måneder.
” Vi opfordrer donorlandene til at lægge pres på det etiopiske regime for at få det til at stoppe den brutale kampagne mod vores civile befolkning og tillade internationale journalister og humanitære organisationer at rejse og arbejde frit i Ogaden”, hed det i en erklæring fra organisationen.
Regering afviser
Etiopiens regering afviser påstandene og siger, at regeringssoldaternes aktioner ikke er rettet mod civile.
” ONLF er en terrororganisation. Kampen mod terrorismen vil fortsætte, men den har aldrig undermineret folkets rettigheder,” siger Bereket Simon, der er rådgiver for Etiopiens premierminister, Meles Zenawi.
Det etiopiske militær indledte sin offensiv i regionen, der er lidt mindre end Storbritannien og har omkring fire millioner indbygger, efter et ONLF-angreb i april mod en kinesisk olieefterforskningsfelt, hvor 77 blev dræbt.

FN’s nødhjælpschef, John Holmes, fordømte i sidste uge Etiopiens beslutning om at smide Den Internationale Røde Kors Komité (ICRC) og Læger Uden Grænser ( MSF) ud af Ogaden.
MSF har rapporteret om nedbrændte landsbyer, tvangsdeportationer og om ofre for skud og gennembankninger.
Det tørre og golde Ogaden har længe været ekstremt fattigt, men i de senere år har fundet af gas og olie skabt håb om fremgang, men også nye årsager til konflikt.
FN har netop haft en delegation i Ogaden for at vurdere situationen, men har ikke offentliggjort sin konklusion.
ONLF blev dannet i 1984 og kæmper for uafhængighed for Ogadens etniske somalier.
Ritzau