Muslimers Kvindesyn, Suzanne Giese

Jeg ved jo ikke, hvad motivet er for andre, men det kan meget vel være
nogle af
de samme overvejelser, som jeg har gjort mig. Overvejelser som
netop i tiden
efter Muhammed-tegningerne og den internationale proteststorm,
er blevet endnu
mere påtrængende. For også kvindespørgsmålet handler jo i
høj grad om
kultursammenstød og mangel på forståelse for og viden om en
anden kultur. Men
også manglende viden om sin egen historie.
Når vi i
vesten retter skytset
mod islam og kalder muslimske kvinder undertrykte, så
mødes vi ofte med
synspunkter som dem den engelske læge Nazreen Nawas for
nylig fremsatte i
Politikens kronik. Nemlig at det tværtimod er vestens
kvinder, der
diskrimineres, fordi de afbildes nøgne overalt og ikke mødes
med den nødvendige
respekt, mens muslimske kvinder, der går ærbart klædt,
mødes med en hel anden
respekt. Problemet er jo, at hun delvis har ret i sin
argumentation, i og med at
de vestlige samfund har udviklet en
pornografikultur, som heller ikke jeg synes
er god for forholdet mellem
kønnene og synet på kvinder. En temmelig absurd og
kvindediskriminerende
kultur, som især udviklede sig på et tidspunkt, hvor
kvinder nærmede sig en
reel ligestilling, hvorfor man kunne få den tanke, at der
var kræfter bag,
som ville forhindre denne ligestilling.
Nu er den ærbare
påklædning og
tørklædet også noget, vi har kendt i vores del af verden. Vi skal
såmænd
bare tilbage til 1950erne, som så mange unge mennesker nostalgisk dyrker
i
dag, for at finde begge tendenser – dengang kvinder sjældent gik på gaden uden
hat eller tørklæde og desuden var meget ærbart klædt. Med 60erne kom så den
seksuelle frigørelse og den fik kvinderne også glæde af, bl.a. fordi vi fik
p-piller og dermed sikker sex. Vi fik helt sikkert et sjovere sexliv, men
mange
af os oplevede da allerede dengang, at den store frigørelse også blev
til et
pres – sex med hvem som helst var i sig selv tegn på frigjorthed – og
at
den form for sex-kultur snarere udsprang af mandlige fantasier end af
kvindelige. Nøjagtig ligesom den pornografi, der hurtigt blev en del af
hverdagen for danskerne, og som min generation af kvinder i hvert fald ikke
tændte på.
Samtidig er det rigtigt, at vi anser den kyske og stærkt
kønsopdelte muslimske kultur, hvor sex kun må udleves indenfor ægteskabet og
utroskab straffes hårdt, for fuldkommen uacceptabel. Nøjagtig som
tildækningen
af kvinder der dybest set er udtryk for, at kvinden anses for
mandens “ejendom”
og derfor ikke må pirre eller omgås andre mænd.
Påklædningen bliver dermed
emblem på kvindens manglende rettigheder og
ligestilling og det er netop derfor,
vi i vores samfund betragter den med
mistro. Også når de unge kvinder hævder,
den er en del af deres frigørelse,
oprør eller nyfundne identitet. Det må i så
fald være et temmelig
tilbageskuende oprør. Men deri ligger de faktisk på linie
med mange unge
danskere, der også hylder en konservativ livsstil af ældre
dato. Siger Suzanne Giese, som er forfatter i Kroniken, Politiken

Hun fortsætter hendes velformuleret udsagn.

Det paradoksale ved Pia Kjærgårds stadige angreb på det muslimske kvindesyn
er da også, at Pia Kjærsgård mig bekendt aldrig har været en tøddel interesseret
i at støtte ligestillingen mellem danskfødte kvinder og mænd. Det siger hende
ikke en pind, har hun udtalt gang på gang. Grunden til at hun derimod
interesserer sig for muslimernes syn på kvinder er, at det kan bruges
propagandistisk og bliver det uafbrudt i de xenofobiske udfald mod hele den
muslimske indvandrergruppes kvindeundertrykkelse. Alle skæres over én kam til
trods for, at vi ved, at der bl.a. blandt den pakistanske indvandrergruppe er
næsten lige så mange højtuddannede kvinder som blandt etniske danskere.
Vi
får stadig flere kvindelige læger, tandlæger, journalister, humanister og
forskere med muslimsk baggrund, men det er bekvemt for højrefløjen helt at lukke
øjnene for denne kendsgerning. Det ville nemlig tvinge dem til at indrømme, at
integration tager tid, men at den nok skal komme – hvis ikke vi udstøder hele
befolkningsgrupper, og dermed er med til at skabe parallelsamfund. Integration
tager et par generationer. Selv i USA, hvis hele vision bygger på det
flerkulturelle samfund, kan man finde hele bykvarterer, hvor der kun tales
spansk eller kinesisk. Støder vi på det derovre, er det eksotisk, støder vi på
det her, krænker det vores danskhed. Det ophidser mange, fordi det efter år med
Dansk Folkepartis dogmatiske propaganda desværre er lykkedes at gøre mange
danskere intolerante.
Men andre dele af befolkningen føler sig i dag hverken
truet eller frastødt af det fremmede, for de har rejst verden rundt og opsøgt
fremmede kulturer i eet væk. Ungdommen har i de sidste tyve år som en selvfølge
taget på verdensomspændende rejser. De taler ofte flere sprog og bevæger sig
frit i verden, tager jobs i udlandet, og vender klogere og mere tolerante hjem.
De intolerante lever derimod ikke dette liv og føler sig ikke hjemme i den store
verden. De finder kun trygheden i den lille velkendte verden og det lille liv,
og dem taler Pia Kjærsgaard til med sin snæversynede gadekærspolitik. Af samme
grund er Danmark under Muhammed-konflikten igen og igen blevet kaldt provinsiel
af udenlandske kommentatorer, fordi vores land udadtil tegnes af denne
fordomsfulde, selvtilfredse holdning i udlændingespørgsmål.
Jeg har selv i
de senere år rejst en del i Malaysia. Malaysia hører som bekendt til den
muslimske verden med et muslimsk befolkningsflertal og regering. Men i dette
overraskende moderne land arbejder alle kvinder som en selvfølge og kvinder
uddanner sig på lige fod med mænd og får derfor i stadig større udstrækning
ledende jobs i landets firmaer. Man får passet sine børn i daginstitutioner
nøjagtig som her, men kvinderne går ærbart klædt, og de bærer tørklæder. Her er
der dog tale om selvbevidste kvinders udgave af den muslimske klædedragt. Man
ser aldrig sortklædte kvinder. Kvinderne er derimod farvestrålende klædt, ofte i
blomstrede kjoler eller jeans, og bruger tørklædet som en udsmykning, der
farvemæssigt matcher resten af tøjet. De fuldkommen tilslørede Saudi Arabiske
kvinder der sammen med deres mænd ofte er turister i landet, ser indbyggerne i
Malaysia lige så skævt til som resten af verden. De bryder sig lige så lidt som
os om bortgemte kvinder i store sorte telte, der ikke kan bevæge sig frit. Siger Suzanne Giese.

Citater fra Kronik Politiken 8.mars.2006 Læs den fulde kronik på hendes hjemmeside.