Myginds Mission

Af Batulo Abdirahman 

( praktikant på Fyens Stiftstidende)                                                                     Foto: John Freddy

 

Skuespiller Peter Mygind har indledt sit eget korstog for integration, efter at hans teenagesøn flere gange er blevet overfaldet af en drengebande

Det var en sen eftermiddag i januar 2007. Sønnen Julius på 14 år var smurt ind i blod, da han trådte ind ad døren hjemme i villaen i Charlottenlund.

Den Peter Mygind, vi alle kender som en skuespiller, der får os til at smile, når han træder ind på scenen eller toner frem på skærmen i hyggelige tv-serier, var som forvandlet. I chok.

- Man bliver ligesom en hanløve, der vil forsvare sin unge, fortæller Peter Mygind, der råbende og skrigende løb ud af døren kun iført sokker: “Hvor er de henne,” råbte han.

- Jeg kunne have væltet hele jorden, fortsætter han og farer dramatisk frem i stolen, mens han fortæller.

Vi møder ham i Odense Congress Center, hvor han endnu en gang har fortalt historien om dengang, hans søn blev overfaldet to gange på halvanden måned - og om det sociale engagement, der har brændt i Peter Myginds hjerte lige siden.

Overfaldet i januar var det andet overfald. Sønnen Julius var på vej fra skole og sad på en bænk på Hellerup Station og ventede på et tog hjem til Charlottenlund. Han var alene, da en gruppe på cirka 10 drenge henvendte sig venligt til ham og blandt andet roste hans tørklæde. Drengene var mellem 12 og 15 år og fulgte med Julius til Charlottenlund.

- Han havde ikke gjort noget. Det var tilfældigt og helt meningsløst - ud af den blå luft, at de valgte ham. De vidste ikke, at det var min søn. Han råbte ikke noget og gav heller ikke fuck-fingeren, siger Peter Mygind.

Drengene spurgte, om de måtte låne Julius’ mobiltelefon. Men han havde ikke meget taletid tilbage og afviste. De dannede ring om ham og begyndte at sparke ham bagfra. Først ved knæhaserne, så i hovedet og på kroppen. De blev ved så længe, at han bagefter måtte på hospitalet med en alvorlig flænge i hovedet.

Anden etnisk baggrund

Men selv om familien lige siden har været dybt berørt af episoden og har gået i familieterapi, er drengene ikke blevet retsforfulgt. Peter Mygind hørte om deres fortid og opgav at kræve erstatning.

- Jeg har tilgivet dem. Det gjorde jeg ret hurtigt. Det er ret nemt at tilgive nogen, når man finder ud af, hvilket dårligt liv de har. De var nogle ulykkelige unge drenge, der havde nogle desperate forældre, som ikke havde overskud til at give dem den omsorg og kærlighed, de har brug for. Jeg vil ikke gå ud og hive penge ud af den familie, siger Peter Mygind, der i stedet har vendt vreden til et brændende socialt engagement.

Læs den fulde artikel på Fyens.dk

Artiklen har jeg skrevet i samarbejde med dygtig journalister. Jeg er 14-dags praktik på Fyens Stiftstidende. Myginds interview er blandt opgaverne, jeg udfører i løbet af de to uger.

 

43-årige vil adopteres

Jenna, en 43-årige amerikansk kvinde som medvirkede i Tyra Show, fortalte om hendes ønske om at finde en familie, der gerne vil adoptere hende. Begrundelsen var sagde Jenna, at hun har fået problemer med hendes biologiske familie, hvilke fik hende til at søge en anden familie. Hun har dog fået mange henvendelse fra adoptivfamilier, og hun mødte endel, men har ikke fundet den rette familie endnu. Hun leder efter en familie, hvis mor har samme fritidsinteresse som hende.

Man hører om al sære ting i den her verden. Jeg har aldrig forstillet mig at en vosken menneske kan adopteres. 

 

Muslimer vs. Vesten

Jeg kan virkelig godt lide at lære om mødet mellem muslimer og Vesten. Det interesserer mig, fordi jeg er en del af mødet. Jeg føler, at jeg er eller burde være en tolk for de to verdner, der har så vidt forskellige indsigt på livet. Den ene verdslige og den anden religiøs. Hver af dem prøver at forstå den anden, men ender i konflikter, fordi de ikke ved, hvordan de skal forstå hinanden. Her og til vil jeg træde ind med mine erfaringer og indsigt som muslim i vesten. Jeg, som har forståelse for begge levemåder, både i den islamisk og den vestlige levemåde.

  

Af Batulo Abdirahman

 

Måske vil jeg kunne bygge broer imellem muslimer og Vesten, og vil håbe, at de kommer til at forstå hinanden, hvilket jo vil medfølge, at de respekterer hinanden og i sidst ende acceptere hinandens forskellighed.

 

For hvis de ikke kommer til at forstå hinanden, så tænk på al de kræfter, talenter og succeshistorier, der går tabt. Kræfter hvilket folk som jeg og mange andre muslimer i vesten eller vesterlændinge i muslimske lande udstråler. Hvis vi får chancen, så kan det godt være, at vi rejser en hel ny civilisation. En enorm civilisation som den i Andalusien og bedre, hvor man side om side på trods af forskellige trosretninger rejste minde ” at man godt kan være enig, og opbygger et fantastisk samfund.”

 

Som en muslim i Vesten ønsker jeg virkeligt, at muslimer og Vesten kan leve i fred med hinanden, side om side. Men hvordan det ønske kan komme i opfyldelse, og hvordan jeg som et individ kan være med til at realisere det, er et stort spørgsmål?!

 

Hvis jeg skulle udgive mine følelser igennem billeder, så vil jeg tegne to have. De to have blander sig ikke med hinanden, fordi de har to ensrettede poler. Polerne frastøder hinanden. Jeg står midt i mellem de to have, der rører sig ved hinanden, men alligevel ikke blander sig med hinanden. Man prøver, og prøver at føre dem sammen, men kan det lade sig gøre? Kan man måske ændre naturloven?